Mentorforløb 

"Slip fri af din trøstespisning og find dit potentiale"

MODUL 4/6 

Hvordan håndterer du trangen til at dulme med mad?

 

 

Vi kender følelsen, når den opstår, det er en stærk kraft, som er svær at kontrollere og man må til tider bukke under for den. Og pludselig står man med hovedet i køleskabet, i skabet eller i kiosken, også selvom man havde en aftale med sig selv om ikke at overspise i dag.

 

Som jeg har nævnt før, er der en anden vej ud af trøstespisning end at prøve at kontrollere den, for vi bruger utroligt meget energi på madregnskaber, mange kræfter på ikke at falde i, ærgrer os over, at vi ikke kunne holde vores aftaler med os selv, over at vi føler os oppustede, og over at vi ikke kan tabe os.

Det er for mange en evig strid mellem trangen og kontrollen. I stedet skal vi have fat i roden af trangen ved at møde og hele de følelser, der har behov for at dulme. Ikke nok med at vi i dette arbejde heler vores følelser, men vi udvikler også en evne eller selvkærlighed, som gør, at vi lærer at tage os af vores følelser og give dem det, som de reelt har brug for i stedet for maden. Vi udvikler altså en naturlig lyst til at tage os kærligt af os selv, spise sundt og gøre det som er godt for vores krop, sind og hjerte, i stedet for at presse os selv til at gøre 117 gode ting, som vi har læst om i 117 forskellige dameblade. 

 

I modul 2 arbejdede du med at få fat i roden af din trøstespisning, og jeg vil foreslå dig at lave visualiseringen i modul 2 flere gange, så du får helet alle de følelser, der har brug for maden. 

 

 

 

 

Her er nogle af de typiske følelser, som bevidst eller ubevidst kan få os til at dulme med mad. Prøv at se om du kan genkende dig selv i nogle af eksemplerne:

 

1.    Du er i bund og grund rigtig træt, men kan ikke finde ud af/eller har ikke mulighed for at  lægge dig ned og slappe af, og prøver derved at få energi ved at spise.

 

2.    Du er nervøs, stresset og bekymret for noget bestemt og prøver at skabe ro ved at spise.

 

3.    Du føler dig alene og savner nærvær samt at føle dig elsket og forsøger derfor at give dig selv kærlighed via maden.

 

4.    Du er ked af det/sorgfuld og forsøger at trøste og give dig selv omsorg med maden

 

5.    Du er rastløs og keder dig, og søger at komme indhold i livet via maden. Disse følelser kan også være udtryk for en spirende kreativitet, som du holder nede, fordi du er bange for at udtrykke den.  

 

6.    Du har været væk fra dig selv og dine følelser. Hvis du i en situation har mærket alle andres behov og stemninger i stedet for dine egne, kan de oversete følelser og behov indeni banke kraftigt på. Maden kan her bruges til at rumme alle de forskellige følelser, du bærer rundt på – både andres og dine egne. I og med at vi har givet vores energi til andre, kan vi have brug for at få ny energi og søger derfor at tanke os op via maden.

 

7.    Du har præstationsangst, fordi du skal levere en bestemt opgave/projekt/oplæg/ tale mm. Noget i dig er bange for ikke at kunne lykkedes, og derfor beroliger du denne side ved at spise, så du bedre kan arbejde. 

 

8.    Du kan ikke rumme glæden og livslysten inden i, og spiser for at dulme glæden og skabe tryghed igen. Måske har du modtaget en god nyhed eller har haft en vild god oplevelse, og for at kunne rumme glæden, bliver du nødt til at spise.

 

 

 

ØVELSE

Brug et øjeblik på den nedenstående øvelse, hvor du forestiller dig, hvordan du gerne vil tackle din trang til dulme med mad. 

 

Forestil dig en typisk dag eller aften, hvor din trang til at trøstespise kunne opstå. Hvordan føles det? Prøv at beskrive din trang detaljeret, som skulle du sætte en anden person 100% ind i følelsen. 

 

Når denne følelse opstår på denne dag/aften, hvordan ønsker du da at tackle den, hvordan ville den perfekte situation se ud?:

Sætter du dig fx ned og mærker efter, hvad følelsen virkelig har behov for? Ringer du til en ven? Skriver du i din dagbog. Tager du et varmt bad? Sætter du noget højt musik på og danser nøgent rundt? Eller noget helt andet?

 

Når du har fundet din ønskede måde at tackle din trang på, den måde som passer specielt til dig, sætter du dig ned og lukker dine øjne og forestiller dig denne aften. Du forestiller dig, hvordan trangen opstår, hvordan du håndterer den, mærker hvordan mad-abstinenserne hiver i dig. Men du rummer dem bare og handler ikke på dem, Og gør i stedet det, som du mener er godt for dig!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Videoen giver to eksempler på visualiseringer til at håndtere trangen til at dulme med mad

 

For at give dig et eksempel på, hvordan en visualisering kan foregå, når man sidder midt i trangen, giver jeg et uddrag fra min dagbog her>>

 

 

 

 

 

Tilsidst vil jeg ønske dig masser af selvkærlighed og sjov. 

 

Vi ses på modul 5 Styrk din evne til at tage dig kærligt af dine følelser og behov!

Dette modul glæder jeg mig meget til, for her skal du arbejde med dit hjerte og din fantasi. Hvilket er kernen til at hele sig selv.

 

 

 

Kærligst, Gry

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  • Grys facebook
  • Grys youtube
  • Gry Instagram

Copyright © 2020 Alle rettigheder forbeholdes Gry Ravn