Mentorforløb 

"Slip fri af din trøstespisning og find dit potentiale"

MODUL 5/6 

Styrk din evne til at tage dig kærligt af dine følelser!

Hvordan ser din indre selvkærlighed ud?

 

 

Årsagerne til, at vi dulmer os med mad, er oftest, fordi vi forsøger at give os selv kærlighed og omsorg. Men hvis det er så enkelt, så lad os da starte i dag med at give os selv den ægte kærlighed.


Ja måske er det nemt at forstå med vores hoveder, men i praksis kan det være svært. For mange af de følelser, som vi har trang til at dulme med mad, er skabt helt tilbage i barndommen, og de slipper ikke deres tag så let. Vi kan kontrollere dem i perioder, men pludselig bryder de op igen, når vi bliver presset. Enten det fx er af stress, fysisk overbelastning, savn, har kørt i for højt tempo eller for lidt søvn.

 

 

På et tidspunkt i mit liv kunne jeg se et fast handlingsmønstre, hvor jeg en gang om ugen havde en følelsesmæssig nedtur og derfor trøstespiste. Næste dag ved eftermiddagstid var jeg så ved at være klar til livet igen.

Når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at det var min måde at håndtere mine følelser af ensomhed og ikke at føle mig elsket på - og ja, det fungerede. Problemet var til gengæld, at der gik rigtig megen energi med min følelse af dårlig samvittighed og fordømmelse – og mine tanker om hvordan jeg kunne ændre det.

 

Jeg ventilerede mine følelser, men jeg forvandlede dem ikke. For jeg vidste ikke hvordan.

Det var først da min datter var omkring 3 år, at jeg besluttede at forandre min måde at håndtere mine følelser på, for jeg så pludseligt tydeligt, hvordan jeg ubevidst havde overtaget min fars måde at håndtere følelser på samt min mors måde at være ambitiøs og aldrig helt tilfreds med sig selv på. Selvom min far brugte alkohol ind i mellem, var det den samme måde vi dulmede på.

Jeg besluttede derfor, at jeg ikke ville videregive mit følelsesmæssige mønster til min datter. Jeg var bevidst omkring det, men jeg var ikke bevidst om mit ubevidste. Så begyndte jeg at benytte visualiseringer og skabende meditationer til at rejse ned i mit ubevidste. Udover at  møde og bearbejde de ekskluderede følelser i mit ubevidste, opdagede jeg også, at jeg rummede en indre moderlig side (selvkærlighed), som naturligt vidste, hvad der var godt for mig. At få styrket denne side i mig har i dag gjort, at jeg løber eller dyrker yoga, fordi jeg har lyst - og spiser sundt, ikke fordi det er et krav og en frygt for at blive tyk, men fordi jeg ønsker at passe på mig selv.

 

 

 

Hvorfor skabende visualisering og meditation?

Ifølge psykologerne Roberto Assagioli og Gordon Davidson er arbejdet med skabende visualisering og meditation en effektiv metode til at forandre de begrænsende mønstre i bevidstheden på.

Når vi via visualisering bringer hjertets lys/kærlighed ind i de mørkeste afkroge af sindet, vil de negative følelser lige så stille eller hurtigt forvandle sig til styrker. Mange af jer har måske allerede opdaget at de sider i jer, som I har trang til at dulme med mad, faktisk rummer et potentiale og en særlig kvalitet…

 

 

Symboler og billeder

Når vi benytter visualiseringer, møder vi vores bevidsthedsindhold i symboler og i billeder. Billederne på vores følelser gør, at vi kan arbejde med dem, da vores følelser bliver håndgribelige.

I visualiseringerne kan følelserne tage mange forskellige former og billeder (nogle mere pæne end andre), men tag imod de billeder, som der kommer og forsøg ikke at ændre formen. For når vi bringer vores hjerte ind i visualiseringerne, vil dine forskellige bevidsthedsniveauer i sidste ende forsøge at samarbejde og støtte op omkring dit hjerte.

 

 

Hvordan ser din indre selvkærlighed ud?

I nedenstående video guider jeg en visualisering, hvor du møder din indre moderlige omsorg. Den side i dig, som tager sig kærligt af dine følelser, så du ikke behøver at trøstespise.

Det kan selvfølgelig lyde lidt pudsigt, at vi skal sætte form og udtryk på vores følelser og kvaliteter, men som sagt medfører det, at vi kan arbejde med dem og derved styrke bestemte sider i os.

 

 

 

 

 

 

 

Besvar nedenstående 5 spørgsmål efter visualiseringen:

 

  • Hvordan ser din indre mor (selvkærligheden) ud i dit hjerte?

  • Hvilke særlige kvaliteter rummer hun?
     

  • Hvad kan du særligt godt lide ved hende?

  • Hvordan giver hun omsorg?

  • I hvilke situationer kan du bruge hende?

Til næste gang: hav kontakt med din indre moderlige side hver dag. Fx når du mærker at noget i dig trænger til opmærksomhed og omsorg, så lav quickfix øvelsen fra modul 4, hvor du visualiserer, at du sender lys ud fra din indre moderlige side til dine følelser.

 
Fyr den af med din selvkærlighed indtil vi ses til forløbets sidste

modul ”Skift trøstespisning ud med selvkærlighed”.

 
 
(Selv)Kærligste hilsner, Gry
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  • Grys facebook
  • Grys youtube
  • Gry Instagram

Copyright © 2020 Alle rettigheder forbeholdes Gry Ravn