Det gør nogle gange ondt, når vi afleverer vores børn i institutionen…. Forleden kiggede min 5-årige datter på mig og spurgte ”Moar, hvorfor skal vi børn være lukket inde bag sådan et lille hegn hver dag? - Jeg vil meget hellere være sammen med dig og far – for jeg vil være sammen med dem, jeg holder af.”
Og dér stod jeg paf - som andre gange før - når hun pointerer noget, som ikke stemmer overens. Jeg kunne vælge at forholde mig på to måder: ”Hold nu op søde skat, du skal i børnehave og jeg skal på arbejde. Sådan er livet, og vi har ikke tid til det der” eller jeg kunne kigge på hende fra det sted i mit hjerte, hun havde ramt. Det sted i mig, hvor jeg ved, at den måde vores samfund er skruet sammen på ikke altid er optimal for vores børn. Men derfra har jeg ikke noget tjekket "voksensvar". For hvad gør man med vores børn, der reagerer, stiller spørgsmål og ikke vil 'tilpasse' sig vores samfundsstruktur. Ofte kategoriserer vi dem i form af at være lidt for besværlige, pyllerede eller i sidste ende giver vi dem en diagnose. For hvordan skulle man som den ene forældre, pædagog eller institutionsleder ændre en samfundsstruktur, der tilpassede sig børnenes behov. Og hvad svarede jeg så min datter, samtidig med at der stod en pædagog, der nok synes, jeg tog for lang tid om at sige farvel, for aktiviteterne skulle jo starte kl. 9.30. Og hér stod jeg kl. 9.31 med et barn, der ønskede et svar på, hvorfor jeg har valgt at leve, som jeg gør. Hvis jeg satte mig ned, tog min datter på skødet, kiggede hende ind i øjnene og meddelte pædagogen: Jeg skal lige tale med min datter, hun kommer om 15 minutter, ville jeg stoppe flowet i børnehaven. Denne dag stoppede jeg flowet. Jeg kunne se pædagogen forstod. Jeg har ikke svaret på det dilemma, som mange af os børnefamilier står i - mellem arbejde, en presset institutionsverden og nærvær med vores børn. Men jeg ved, dilemmaet formindskes, når vi hjælper hinanden. Når vi giver et kærligt smil til de andre børn, når vi er nærværende overfor pædagogerne i børnehaven. Når vi mærker smerten, i stedet for at forsvare os eller få dårlig samvittighed. For i smerten bor der et stærkt ønske om at ville vores børn det bedste. Den er vores benzin til at ændre det, som ikke fungerer. Og heldigvis er der så mange mennesker derude, der mærker smerten og ønsket – og som arbejder målrettet på at skabe en bedre hverdag. Så kære børn og unge: Bliv ved med at reagere og stille spørgsmål til hverdagens struktur - også selvom vi voksne ikke altid kan overskue det. I er ikke forkerte. I er blot så provokerende kloge.
Tak til min datter som i tide og utide stiller mig spørgsmål - jeg er så vild med dig!