Intet varer evigt, siger de, men hvad med lyset. Nogle tror ikke på lyset, andre tror på kærligheden. Nogle mener, at dem der tror er nogle idioter. Og dem der tror, synes det er synd for dem, der ikke tror. Og nogle er fuldstændig ligeglade med, hvad andre tror… siger de! Og sådan lever vi livet i ét stort meningshav af et utal af meninger, som vi prøver at holde fast i.
Men pludselig kan havet overmande en, og man ikke kan finde kræfterne til at holde fast - fast i meningerne, fast i sit fællesskab opbygget af de samme meninger.
Mange vælger at kæmpe for at holde fast og får hjælp af små redningsveste og bøjer. Disse redningsting kommer i alverdens udgaver. Der er en hel industri.
Og andre vælger at lade sig falde, falde helt ned på bunden af meningsløsheden. Og så ligger de der. Halvdøde. Halv forladte. Og kigger op på alle de mennesker, som har travlt med at holde fast.
Nu er det sådan med havets bund, at man siger, at det er her skatte ligger begravet - hvis man altså tror på den slags. Men nu er det jo også sådan, at når man ligger på havets bund, er man rimelig meget på bar bund og åben for det meste.
Nå jeg må hellere komme til sagen, for nu er det jo sådan, at jeg ligger på havets bund. Og hvis jeg ikke skal drukne i min egen elendighed, må jeg finde denne skat.
Hvor underligt det end lyder, fandt jeg ud af, at der gik små hjælpere rundt på bunden. De lyste sporene op. Jeg havde bare ikke opdaget dem, for jeg havde haft så travlt med at komme op til overfladen, at jeg ikke ænsede mine omgivelser. Men jeg var åbenbart omringet af sjove små væsener, som blot ventede på, at jeg skulle få øje på deres spor. Det var ikke sådan rigtige spor a’la skilte. Det var mere spor i form af små bobler af lys. Ja, og så fulgte jeg disse lysende bobler, uden helt at tro på det, men kun fordi jeg ikke havde nogen anden vej at gå. Og som I nok kan regne ud, stod der snart en skattekiste foran mig.
Jeg åbnede kisten, den var fuld af røde liljer, som væltede op i mod mig. Jeg må indrømme, jeg blev rimeligt skuffet, da skatten ikke gav mig råd til et nyt køkken. Jeg var lige ved at kigge op - op mod al det jeg havde kæmpet for at holde fast i de sidste 40 år. Men som også havde været ved at drukne mig. Jeg kiggede igen ned på liljerne, der var en bestemt lilje, der lyste mere op end de andre. Lyset kom indefra den. Jeg fik en underlig fornemmelse af, at jeg skulle kravle ind i blomsten. Og igen gjorde jeg det, som det var det mest naturlige. Først bevægede jeg mig i gennem et langt rør, - det var åbenbart liljens stilk – så kom jeg ud i en overvældet bakket natur. Den mindede næsten om den børnetime for små børn ”Teletubbies” – hvor intet ondt kunne ske. Derefter befandt jeg mig skovens dyb, hvor de store eventyr bliver til. Træerne bærer livets historie. Og så turen videre til islandskabet hvor jordens vand fryser og smelter - og jordens bevægelsen starter. Til sidst befandt jeg mig tæt på solen, hvor al energi omsættes.
Jeg kunne ubesværet rejse frit mellem de mange verdner.Og før jeg vidste af det, var jeg blevet til en indianer. En indianer der vidste, hvordan jeg talte med vinden. Jeg havde kontakt til alt og alle, og ensomhed, mindreværd eller mereværd fandtes ikke her. Der var kun forbundenhed. Jeg ønskede at være her, og jeg vidste, at det var det, som jeg altid havde længtes efter. Denne verden som levede lige her og nu. Og som jeg ikke skulle kæmpe for at holde fast i men i stedet åbne mig for.
Kærligst Gry
Comments