”Jeg ønsker at blive fri af mine madtanker”, sagde hun, mens tårerne trillede ned af hendes kinder. Hun var træt af hele tiden at tænke på, hvor meget hun må spise. Vurdere sin mave i spejlet og sammenligne sig med andre piger. Hun var 18 år - smilede udenpå - men trist indeni.
Trist som så mange andre unge piger og kvinder, jeg møder gennem mit arbejde. Hun får ganske vist høje karakterer, har en fantastisk kæreste, og forældre der elsker hende, men alligevel er der noget i hende, der græder. Tristheden boede i hendes hjerte, fortalte hun. Jeg guidede hende ind i hendes hjerte. Og her mødte hun sin tristhed.
Tristheden meddelte hende, at den var trist, fordi der var så mange ydre krav omkring hende. Den følte, at den blev kvalt i hverdagens faste skemaer af skole og lektier. Og derfor fik den ind imellem lyst til at overspise, da dette gav den et frirum, hvor den kunne slippe hverdagens kontrol. Men tristheden savnede glæde og spontanitet – den savnede at se hendes sande jeg.
Jeg spurgte tristheden, hvad hendes sande jeg var? Den svarede at stå ved vandet, være sammen med mennesker og finde på sjove ting. Jeg bad pigen om at forestille sig, at hun gjorde disse ting i sin hverdag - samt mærke hvordan det vil påvirke hendes liv. "Hvad sker der nu med din tristhed?” Hun svarede: ”Den triste sammenkrøllede pige i mit hjerte forvandler sig til en dansende pige. Og jeg føler en styrke til at passe på mig selv.”
Pigen åbnede sine øjne. Øjne fulde af glæde. Tak til pigens tristhed som mindede hende om livet.
Efter et stykke tid havde pigen byttet sine spiseproblemer ud med en glæde og styrke til at passe på sig selv.
