Jeg kigger på min smukke pige. Jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til dengang. Der var ingen, som havde fortalt mig det, eller var der… I så fald var det ikke sivet ind.
Jeg vidste ikke, at jeg skulle udfordres og beriges på det vildeste. Jeg vidste ikke, at de dage uden søvn skulle give mig lyst til at smide min baby ud af vinduet, eller at jeg andre dage skulle føle mig som den dårligste mor.
Jeg vidste ikke, at når man har født, kunne der dukke ubevidste følelser op fra fortiden, såsom angst og sorg - og man da kaldte det en fødselsdepression.
Og jeg vidste ikke, at man ofte ikke kunne nyde sin baby helt ind i hjertet, fordi man havde så travlt med at vaske op, handle ind, beklage sig over sin mand og pakke sin usikkerhed ind i et utal af babyaktiviteter og det rigtige børnetøj. - Og at cafe latten på barnevognsturen blev dagens højdepunkt.
Og jeg husker dagen, hvor jeg - kort efter jeg havde født - hoppede i trampolin, og fik følelsen af at tabe mit underliv. Gud, hvad var der sket... Ja og hvad var der sket med min mand og jeg? Vores sexliv og nærhed var vi også ved at tabe, i takt med de svære følelser og opvasken voksede.
Regningen til parterapi blev større og større.
Da vores datter var to år, gik vi fra hinanden.
Og dér stod jeg med den sødeste pige på 2 år.
Hun reagerede på situationen og blev trist. Og jeg fik tanken: ”Fuck bare vi ikke har skadet hende”. Jeg kontaktede straks en klog kvinde, som gav mig et godt råd: ”Tag din datter i dine arme og fortæl hende, at I elsker hende. Og selvom det er svært lige nu, fortæl hende, at I passer på hende.”
Jeg husker min datter kiggede på mig og smilte midt i tristheden.
Jeg gentog ritualet i et stykke tid, hvorefter hendes tristhed forsvandt.
I dag er hun knap 6 år – og jeg mærker nu , at jeg er dejlig mor med alle mine perfekte og uperfekte sider. Og dette er ikke en vurderingssag betinget af, om jeg smører den rigtige madpakke. Men i stedet en dyb følelse i mit hjerte. Og denne følelse faldt ikke ned fra himlen. Denne følelse var til tider hårdt arbejde at opnå. For jeg skulle igennem gammel sorg, mindreværd - og lære at sætte grænser ud fra kærlighed i stedet for dårlig samvittighed. Og størst af alt skulle jeg slippe det perfekte mor-billede.
For jeg kunne sgu’ ikke leve op til dette perfekte mor-ideal. Fx kunne jeg ikke altid tale i et roligt toneleje i konflikter, som mange af ekspert-bøgerne anbefalede. Specielt ikke da hun var i 3-4 års alderen. Jeg prøvede. Men jeg eksploderede ofte i sidste ende, og så kom den dårlige samvittighed. Åh endnu en gang fuckede jeg op som den perfekte mor.
Jeg var på afveje, for det perfekte mor-billede passede ikke til mig. Jeg er jo en kvinde med stærke meninger, sårbarhed, aggression og glæde.
Jeg mærker en vrede, når folk træder over mine grænser eller gør andre mennesker ondt. Lige såvel som jeg også mærker en glæde, når jeg oplever kærligheden. Og nej, jeg ønskede ikke at undertrykke mine forskellige følelser i et forsøg på at være den perfekte mor, for så senere at eksplodere i hysteri eller vrede.
I stedet skulle jeg finde mit eget mor-billede.
Jeg fandt ud af, at jeg ønskede, at min datter oplever en mor, der tør mærke og kan mestre sine følelser. Hun må godt se, at jeg bliver påvirket af livet på godt og ondt. At jeg tager mig kærligt af mig selv, når jeg er ked af det ved at tænde et lys og fælde en tåre. At jeg hæver stemmen, når jeg beder hende tage hendes tallerken ud for 5. gang. At jeg griner højt, når vi danser nøgen rundt. Og at jeg til tider tvivler eller er ved at eksplodere i vrede, og derfor har brug for betænkningstid.
Ja, at livet som mor er en rejse af op- og nedture. Men at vi kan vælge at mestre og acceptere dem så godt som vi kan - og derved elske os selv i stedet for et idealbillede.
Og nu hvor jeg kigger på dig, min smukke datter - og tænker over vores hidtil rejse sammen, mens du tegner hjerter i din dagbog, så røres jeg helt ind i det inderste. Ind i min uendelige kærlighed til dig.
Og hérinde hører jeg et håb: At du og jordens talrige andre børn bevæger jer uden om det perfekte jerngreb - og i stedet føler jer elsket til at være dem I er!
Kærligst, Gry