Corona tiden har vækket nogle af vores dybeste følelser til live, og man skal holde tungen lige i munden for ikke at blive fanget af frygt. Men så kom kærligheden snigende, den kom sammen med solen. Det var ligesom solen skinnede ekstra meget fra den dag, Danmark lukkede ned. Jeg ved ikke, om Mette Frederiksen havde en aftale med solen, eller om den bare kom helt af sig selv, for at frygten ikke skulle føle sig alene på 1. pladsen. Måske vil solen bare snige sig ind i frygtens sprækker og hviske den blidt i øret: at den gør det meget godt, at den ikke behøver at stramme grebet så hårdt, at den også skal huske at kigge på alt det gode, den har i livet. - At kigge på alt det, den sjældent har tid til at tage helt ind, når hverdagens hjul ruller.
Uanset om solen havde skjulte bagtanker eller ej, lokkede dens stråler mig ud, den lokkede mig ned til vandet, og i solens insisterende stråler så jeg omverden smile ekstra meget på mine gåture. “Yes, det kan godt være, at man ikke kan give et kram på to meters afstand, men man kan give et smil”, virkede det som om en stor del af samfundet ordløst havde aftalt. Og ja det pudsige med menneskers smil og solens stråler er, at de arbejder lidt på samme måde, de sniger sig sgi ind i min frygts sprækker og lyser livet op!
Kærligst,
Gry