Trykkeriet ringede lige og sagde min bog ”En hyldest til alt i dig” var på trapperne. Jeg var lige ved at sige: ”Kan I beholde den lidt længere. For jeg er ikke helt klar, føler mig sgi ikke sådan sælger-agtig”. Og det er nok det, som er med den bog, der har aldrig været en længere salgsplan. For jeg skrev den i første omgang for selv at finde hjem efter en hjernerystelse. Og det blev til 12 fortællinger – 12 søjler - der lige så stille byggede mig op på ny. Et nyt fundament, som blev skabt ved at gå ned på bunden af svære følelser, og se hvad der kaldte indeni. Man kan faktisk sige, at jeg skrev bogen for at redde min egen røv eller rettere sagt hoved. Og da den var færdig, ville jeg dele den – altså bogen. Og nu ligger der snart 700 stk. i min stue. Og en side af mig frygter, at jeg skal kigge på dem de næste 7 år – og at jeg kommer til at give den til venner og familie, der høfligt siger tak, mens de lægger den hen til de to andre, de allerede har i forvejen
Og hvorfor siger jeg det her højt – hvorfor deler jeg dette lille “uperfekte” mellemrum, hvor min frygt danser, inder jeg går ud i verden med min bog. Fordi jeg saftsuseme tror på disse mellemrum. Disse mellemrum er vigtige, for de tegner min næste handling. Det er i mellemrummene, jeg skal lytte, så jeg ikke bare drøner derudaf. Ja uanset om det er et længere mellemrum som min hjernerystelse, eller om det er lille mellemrum, inden min bog ankommer, vil mellemrummet mig noget. For selvom min frygt larmer i mellemrummet, og den forklæder sig i 117 grunde til ting kan gå galt; er den også min trofaste vejviser. For den fortæller mig, at noget vigtigt er på vej – og at jeg har bevæget mig ud af min komfortzone. Ja, faktisk må den gerne larme lidt, for den vækker også mit mod. For mit mod er ikke et fravær af frygt. Tværtimod. Mit mod opstår, når jeg tør kigge min frygt i øjnene. Når jeg kigger den kærligt i øjnene og forstår, at den er bange. Yes og lige hér skal jeg ikke prøve at fixe den, og fortælle den at den bare er pjat. For ellers går jeg sgu glip af det, som gemmer sig på bunden af den, nemlig mit mod! Og oh my... det har jeg brug for lige nu!
Yes, og mens jeg befinder mig her i mellemrummet, hvor min frygt og mod danser hånd i hånd, kommer Frøken glæde sgi også ud på dansegulvet For ”En hyldest til alt i dig” er skrevet ud af det største mellemrum, som jeg har oplevet i mit liv. Et mellemrum jeg ikke ville være foruden. Og jeg glæder mig til at dele. Jubiiiie!
Kram til dig og alle dine mellemrum i livet, Gry
Ps. Yes det er mig på forsiden, som ligger ovenpå et af mine malerier - indhyllet i maling Og hvorfor? Fordi jeg simpelthen ikke kunne lade være