Flere og flere mennesker er begyndt at rykke på sig. Ting som før gav mening, giver pludselig ikke mening mere. Måder at bo, arbejde, spise, være forælder på, ja i det hele taget at leve på, begynder at rykke på sig.
Nogle gange går vi med det vi mærker, og andre gange overhører vi signalerne, fordi vi kan simpelthen ikke se, hvordan vi ellers skulle leve.
Vi har måske aldrig rigtigt trænet den muskel at springe ud i tingene. Eller den er blevet lidt mere slap og komfort med alderen. Men uanset om musklen er slap eller stærk, så vil sjælen presse sig på. For den er sgu ligeglad med om man er vant til at lytte eller ej.
Sjælen er altid klar. Den vil gerne foldes ud.
Og mens man står og overvejer at springe ud i noget nyt, ser man pludselig en man kender gøre noget som inspirerer, og man hører om andre. Ja, uden at have planlagt det, får vi samlet mod og inspiration sammen til at gøre noget nyt.
Vi samler små bidder og inspiration fra hinanden, og før vi ved af det, er vores rygsæk fuld.
Og så springer vi ud i noget nyt. Det behøver ikke være et stort spring. Ja, måske syntes du slet ikke selv, at det var noget særligt. Men lige da du sprang, var der nogle som fik en bid
Og sådan hjælper vi hinanden ♥︎
Tak for alle hoppene derude. Store som små!
