”Hvis min mor dør, vil jeg også dø”, sagde jeg, den dag jeg fik af vide, at min mor var alvorlig syg. Jeg var 17 år. Jeg vidste ikke, at denne sætning stadig levede i mig mange år efter. Jeg vidste ikke, at den gemte sig inde i mit hjerte. Jeg var taget i kloster i en uge, for at møde alle de sider i mig, der holdte min sjæl tilbage. Alle de mørke lommer i mit sind, som ikke inviterede lyset ind. Der sad min 17-årige pige inde i mit hjerte længst til venstre og bare kiggede op mod himlen. Hun længtes mod himlen. Hun længtes efter sin mor. Jeg nærmede mig hende lige så forsigtigt. Hun var fastfrosset i længsel. Jeg forklarede hende, at himlen faktisk også eksisterede på jorden. Hun syntes, jeg var lidt for hippieagtig at høre på. Jeg viste hende naturen. Jeg viste hende bøgen, som lige var sprunget ud, og hvordan solens lys kunne danse med bladene. Jeg viste hende jordens dyr og et billede af min datter. Jeg fortalte hende, at der faktisk fandtes mennesker, som passede på mig, og jeg på dem. At der var noget, der hed kærlighed. Hun var okay med naturen og dyrene, for hos dem fik hun et bid af himlen. Men det der med mennesker - det var altså lidt for farligt, for de kunne forsvinde. Og det var også derfor, hun havde bygget en tyk mur omkring sig med et lille kighul til himlen.
Så ved jeg ikke, hvor den kom fra. Men stemmen kom som et lyn fra en klar himmel, den var ikke vred men bestemt. – Og jeg tror faktisk, at det var på sin plads, for det krævede en vis bestemthed at trænge igennem min piges tykke mur: ”Nu skal du høre her min kære ven. Du må aldrig fryse i længsel eller sorg. Du må aldrig fryse i fortiden. Du går glip af at modtage al den kærlighed, som livet er fyldt med. For livet er i bund og grund ikke andet end kærlighed, alt andet er blot frygten for at miste. Frygten for at mærke. Og nu vil jeg gerne, at du lader lyset komme ind. Jeg vil gerne, at du tager al den kærlighed ind, fra din mor, fra ekskærester og venner, der har krydset din vej. For selvom de er forsvundet, er der stadig kærlighed. Og vi må aldrig lukke for kærligheden fra de mennesker, der har krydset vores vej. For gør vi det, lukker vi for lyset i os selv.” Og så tog min lille pige hver enkelt sten fra muren og smed den bort. Men inden hun smed en sten, kiggede hun på den. Det var ligesom, der stod navne på hver og en. Da hun var færdig, og lyset kunne komme ind, børstede hun støvet af sit tøj og hviskede til mig: Ja Gry, sådan er det med en 24-årig gammel smerte, den kan både lukke og åbne vores hjerte :-)
Kærligst Gry