Jeg er næsten ved at blive normal igen, ikke fordi jeg fylder 41, men fordi mit hoved er ved at fungere igen. Jeg fik piskesmæld og hjernerystelse i sommers, da jeg blev kørt op i i et lyskryds. Nogen af jer tænker måske, har hun ikke lige haft det...? Jo, for 2 år siden fik jeg også en hjernerystelse, fordi jeg skulle lave akrobatik og faldt ned på hovedet med al min vægt. Og nej jeg ikke akrobat, da lægen spurgte mig om det. Jeg er bare sådan en type, der står på hænder og laver ormen i tide og utide Men jeg må indrømme 2. hjernerystelse har rystet mig mere, end jeg kunne forudse, det har taget lang tid at komme tilbage igen. Og dermed har jeg også været tvunget til at tænke over mit liv – det er måske det smarte med hjernerystelser, for jeg har ikke kunne forsvinde ind i projekter ”vi redder verden”. I stedet har jeg været tvunget til at ”redde mig selv”. Og det er sgi rimelig udfordrende. Også fordi jeg gerne vil vise verden et mere positivt billede – du ved op på hesten igen. Den ene dag kan jeg tænke, det skal nok gå, og den anden dag er jeg i tvivl om mit hoved nogensinde bliver normalt igen. Og ja det er store følelser i pendulfart. Udover fysiske smerter, har det for mig været en udfordring og en kæmpe læring at rumme det indre følelsesmæssige hav. Mange siger, man skal være optimistisk og tro på det bedste, og ikke dyrke de svære følelser. Men i stedet valgte jeg at synke helt ned i dem og lytte. Hvis jeg alligevel skulle ligge brak, vil jeg også have det hele med. Og yes dernede stod Fru Mindreværd, Hr Frygt. – og så selvfølgelig Frøken Skam. Frygten for hvad skal der blive af mig, hvordan skal jeg forsørge min datter, når jeg ikke kan have 117 projektbolde i luften. Og Fru Mindreværd: kan jeg overhovedet noget, hvem er jeg egentligt uden at udvikle og lede projekter. Og så lige toppen af kransekagen med Frøken Skam: kan jeg overhovedet dele min situation med nogen, for jeg skal jo være stærk. Og sådan har jeg siddet og talt med dem. Nok ikke nogen ”køn” debat. Og jeg kommer heller ikke ud med de vise sten. Men jeg fandt alligevel noget vigtigt! For på bunden af mindreværdet, boede der en gemt kreativitet, som var meget advarende omkring at leve livet så hurtigt og med al for mange bolde i luften, og som savnede at male, skrive og danse chakradans. Nogle finder måske de svar over en weekend, eller når de rammer de 40, jeg skulle lige opleve 2 gange hjernerystelser – sådan er vi så forskellige . Ja, jeg har fået stor respekt for hjernerystelser og vores kære hjerner, der ofte arbejder i døgndrift på at gøre sit bedste! Og apropos at arbejde i døgndrift, er jeg ikke længere innovationschef, men i stedet innovationskonsulent. Og med denne beslutning, der forhåbentligt både gavner mit hjerne og hjerte, håber jeg rigtigt meget at bringe dansen og det kreative udtryk endnu mere ud i verden og ind i systemer og organisationer. For jeg er helt vild med den vildskab, nye visioner og styrker, som vi ikke kan tænke os til, men som vi kan finde gennem kroppen og kreative udtryk. Tænker tiden er så meget klar til det!
Til sidst er jeg bare mega taknemlig for al den hjælp jeg har fået fra venner, arbejdsplads, naboer og familie. Det betyder afsindigt meget.
Kram til alle jer hjerner derude – igen tak for alle jeres hilsner – jeg glæder mig over at bevæge mig lige så stille ud i verden igen – nu som 41-årig og selvfølgelig dansende