Han har stået med mig i mit dybeste sår, der hvor man godt kunne frygte, at han bad mig om at tage mig sammen, fordi det ikke gav rationel mening. Men han har aldrig bedt mig om at tage mig sammen. I stedet har han kigget kærligt ind i mit hjerte til den sorte boks, som aldrig rigtigt er blevet åbnet for andre før.
Boksen der siger, at jeg ikke er værd at elske. Den boks der tror, at hvis der kommer et menneske udefra og fortæller hvor fantastisk jeg er, forsvinder den. Men jeg har også opdaget, at den boks er ligesom et uendeligt hul, hvis jeg ikke selv går på opdagelse i den. Og lige nu står jeg inde i boksen, og kigger. Mit blik falder på en lille pige, der stirrer op mod himlen og længes væk, fordi hun syntes, at jorden har været for hård at være på. Jeg genkender hende godt. Jeg genkender denne følelse og genkender at have pakket hende væk, fordi hendes sensitivitet var for stor. Jeg genkender hende også i mange mennesker, som jeg har mødt gennem livet og har følt en dyb lighed med. Jeg genkender hende i de børn og unge, som jeg har arbejdet med, der har haft det svært. Den første følelse som hun bærer, er at føle sig forkert, og at hun ikke passer ind i samfundets forventede rammer. Men jeg er ikke så interesseret i forkerthedsfølelsen, da jeg ved, at den blot dækker over noget vigtigt. Jeg er mere interesseret i, hvad der ligger bag. Jeg får lyst til at gå på opdagelse i den sorte boks. Hvad er dét i hende, som ikke er blevet mødt… For engang var boksen ikke sort, men hvad var det for et lys, som jeg lukkede inde? Jeg spørger hende, hvad det er, som hun elsker at lave. Hun fortæller mig, at hun elsker at danse med stjernerne, men at jeg glemte at danse med stjernerne, fordi jeg blev optaget af, hvordan det så ud! Hun fortæller mig, at hun elsker at tale med dyr, men at jeg fik for travlt til det, og troede det var spild af tid. Men hun siger, dyrene faktisk er vores hjælpere, og hvis vi fortæller dem vores problemer, vil de gøre alt hvad de kan for at hjælpe os. Dyr arbejder intuitivt.
Hun fortæller mig, at hun elsker at skrive og forbinde sig til fantasiens verden – ikke den akademiske korrekte verden, men sjælens verden. Og hun fortæller, at jeg gennem at skrive forbinder mig til min visdom. Og hun synes bare jeg skal give den gas!
Til sidst fortæller hun mig, at hun elsker andre mennesker, og at online dans er fint, men jeg må ikke glemme den fysiske dans. For hun elsker allermest at danse mellem stjernerne sammen med andre mennesker.
Efter jeg har fortalt min mand, hvad jeg oplevede inde i den sorte boks, svarer han, at han godt genkender denne boks. For inde i hans hjerte bor også dette sensitive skaberbarn, der er dybt forbundet med al levende. Men nogle gange kan vores skaberbørn godt leve i en boks, fordi vi skulle overleve i en verden, hvor der ikke var anerkendelse i at danse med stjernerne og tale med dyrene og skrive frit fra hjertet. Men altså nu er jeg voksen, og jeg ved, hvis mit skaberbarn ikke får plads, bliver min verden hurtig grå.
Nu må jeg hellere tale lidt med min hund og danse mellem stjernerne. Vi ses – og hils dit kære skaberbarn♥︎
Kærligst, Gry