Min mors død - Men der var noget som levede videre


Nøjagtigt i dag er det 14 år siden min smukke mor døde. Det var dagen før min 21 års fødselsdag. Vi skulle skiftes til at holde hende på hjertet og panden, det havde hun bedt om, for hun vidste, at dette ville hjælpe hende til at gå over på den anden side. Og det gjorde vi så. Vi stillede ikke spørgsmål, for vi var vant til, hun var sin egen kvinde. Hun var en kvinde, der sad og mediterede, når jeg havde legekammerater med hjem fra skole. Vi var ikke mange, der forstod, hvad hun lavede. Og slet ikke midt i Vadum. Hun havde henna rødt hår, og når mine forældre gik til forældremøder, lagde jeg tøj frem til hende, fordi jeg var flov over, at hun ikke faldt ind i mængden. For alt i verden ønskede jeg, at hun havde permanent krøllet hår, rød neglelak og stod og talte med de andre mødre oppe hos den lokale købmand. Men det gjorde hun ikke. Hun interesserede sig ikke for opskrifter eller for hvor høj hækken var.

Men derimod interesserede hun sig for engle, trolde og at unge mennesker skulle have det godt. Hun viede en stor del af sit liv til at hjælpe unge piger. Hun lavede grupper for spiseforstyrrede, incest-ofre og andre piger med sår på sjælen. Og hun gjorde det på sin helt egen måde. Og derfor fik jeg også lov til at gøre tingene på min helt egen måde. Hun stillede sig aldrig i vejen for mine skøre påfund, når jeg byggede et badebassin ud af en presenning og nogle lange pæle eller malede mit værelse grønt med selvskrevne digte på. Hun var altid med på at danse rundt i huset, spise på gulvet eller pifte efter drengene, når vi kørte i bilen. Hun var ikke bleg for at stille sig op i store forsamlinger og tale/synge fra hjertet eller få mine søstre og jeg til at optræde (jeg tror, at jeg har sunget ”Kald det kærlighed” op til 78 gange).

Og mens jeg stod der og holdte hende på hjertet og panden for 14 år siden, hørte jeg et skrig. Et skrig der for igennem min krop. Jeg husker chokket, og så var hun væk. Jeg forsøgte at græde, for det vidste jeg var sundt. Men der var helt tomt indeni. To dage efter holdt jeg foredrag for min højskole om det at miste sin mor. Hele salen græd - også min forstander - undtagen jeg. I stedet udviklede jeg en spiseforstyrrelse til at dulme de svære følelser med. Tre dage efter fandt vi en hvid sommerfugl ved hendes seng.

En klog kvinde sagde en gang til mig, når man mister sin mor tidligt, skal man være mor for sig selv. Man skal have en ubetinget kærlighed til sig selv. Ja halleluja, det viste sig at være nemmere sagt end gjort. Jeg skulle i hvert fald lige ud i nogle ekstremer af livet og fjerne nogle indre barrierer, som gjorde, at min kærlighed til mig selv ikke kunne flyde frit. Og jeg rydder jævnligt stadig op indeni, så lyset kan få plads.

Den kloge kvinde sagde også, at jeg skulle se på min mor og tænke over, hvilke af hendes kvaliteter jeg vil lade ligge, og hvilke jeg vil føre videre i livet. Jeg har valgt at tage hendes ærlighed, skarphed og mod til at være sig selv i min højre hånd. I min venstre tager jeg hendes magi, leg og danselyst. Og i mit hjerte lader jeg hendes flamme af ubetinget kærlighed brænde vildt. Ja for selvom vi mister vore kære, har jeg efter flere års sorg opdaget, at det, som jeg troede var en kliche, er sandt. Nemlig: at kærligheden aldrig dør!


Tak til min fantastiske mor og til alle de andre mødre, der beriger vores jord med magi, skarphed og kærlighed.

Gry

#photo

  • Grys facebook
  • Grys youtube
  • Gry Instagram

Copyright © 2020 Alle rettigheder forbeholdes Gry Ravn