Jeg møder ofte unge i mit arbejde, der er halvdepressive eller er ved at kede sig røven ud af bukserne på universitetet. De føler, deres kreativitet bliver slukket, at de bare skal skrive opgaver, der passer ind i systemets bokse. Og universitetet bliver noget, der bare skal overstås. Og jeg ved, hvad de snakker om, for jeg oplevede noget lignende på universitetet. Dog var jeg så "heldig" at gå ned med stress.
Please systemet førte til stress
Efter mine to første år på RUC gik jeg ned med stress som 24-årig. Jeg kunne ikke mere befinde mig i hamsterhjulet, for jeg havde ikke noget indre kompas, der fortalte mig, hvad jeg brændte for eller var god til.
Størstedelen af os studerende prøvede på at lyde kloge, vi refererede teorierne korrekt, var kritiske og samtidig skide bange for at falde igennem. Der var ikke mange af os, der turde være kreative med teorierne, vende dem på hovedet og udvikle videre på dem. Men jeg husker tydeligt jer der turde!
Mødet med kritiske vejledere!
Det var en overraskelse for min omgangskreds, at jeg gik ned med flaget, da jeg – i deres øjne – jo var både stærk, sjov og klog. Jeg stoppede på RUC og efter et halvt år i sengen med stress og depressive tanker, prøvede jeg noget helt nyt: nemlig en kreativ teaterskole. For jeg ville finde mig selv, og ikke mindst have fat i min kreativitet igen.
Jeg vendte tilbage til RUC efter 3 år og var fast besluttet på at lave et semesterprojekt med asylansøgere og forumteater – bum! Jeg husker tydeligt, hvordan de fleste af mine 60 medstuderende kiggede uforstående på mig under gruppedannelserne, og der var faktisk ingen af dem, der ville være med i projektet (på det tidspunkt var det ikke så hipt med asylansøgere og teater).
Jeg må indrømme, at jeg følte mig som en fiasko og kom til at tvivle på min ide. Men trods alt holdt jeg fast, for jeg havde jo lært af livet på den hårde måde: Hvis jeg ikke kombinerer mine drømme med universitetet, går jeg ned med stress.
Nå, nu var jeg ene 'mand' i min egen projektgruppe, og jeg gik hen til de kloge lektorer for at spørge, om de ville være mine projektvejledere. De første 4 vejledere havde de dér kritiske, rynkede øjenbryn, så man som elev vidste, at man skulle benytte mange akademiske begreber, før man kunne gøre sig håb om deres anerkendelse. Men jeg havde ingen teoretiske begreber, jeg havde jo været væk fra uni i tre år, men til gengæld havde jeg et gåpåmod og en lyst til at gøre en forskel med mit projekt. Jeg nægtede at skrive et projekt blot for at få en god karakter.
Jeg var ved at give op på mit projekt, indtil jeg mødte en vejleder, der kunne skimte gnisten i mine øjne bag usikkerheden. Jeg tror ikke helt, hun forstod min projektide, men hun sagde ja til at være min vejleder og bakkede mig op. Og sådan gik det til, at jeg fik lov til at kombinere mine egne personlige visioner med den akademiske verden.
Fra da af evnede jeg at fornemme, hvilke vejledere og autoriteter jeg skulle søge hjælp hos, og hvilke jeg skulle gå uden om. Og fra da af førte alle mine RUC projekter til lønnede stillinger eller kunne kombineres med mit daværende arbejde.
Gaven i stress!
Set i bakspejlet – ja, jeg lød temmelig naiv og ureflekteret omkring mit projekt med asylansøgere, men pointen er, at jeg mødte en underviser, som ikke (bevidst eller ubevidst) forsøgte at presse en teori ned over mit projekt. Derimod vægtede hun, at jeg brændte for mit projekt, og hvordan teorien kunne hjælpe mig med at blive mere reflekteret og klogere omkring mit projekt. Så ja, selvom det ikke er sjovt at ligge i sin seng med en tabt livslyst som 24-årig, lå der alligevel en gave i mit sammenbrud: Nemlig at jeg ikke vil løbe efter livet, røvkede mig og levere opgaver, der udelukkende passer ind i systemets bokse.
Og ja, jeg er dybt taknemlig for min tid på universitetet og for de undervisere og vejledere, jeg mødte undervejs, som respekterede min vision, hjalp mig med at få den til at lyde klog og ikke mindst at realisere den!
Det indre lederskab er vigtigt, for at vi undgår stress, kedsomhed...!
I mit daglige arbejde med mennesker og i dette tilfælde unge, er mit mål altid at se efter, hvad de brænder for? Hvad er deres særlige kvaliteter, og hvordan kan de forandre de sider, som hindrer dem i at realisere deres drømme? Og, ja – jeg må indrømme, at jeg ikke altid selv forstår, hvad de unge siger, eller at jeg ikke altid interesserer mig for deres område. Men som undervisere er det ikke vores opgave, at projicere vores egne ambitioner over på de unge, men i stedet at vejlede dem i at realisere deres egne visioner i samspil med samfundets behov. Dvs. vi skal ikke kun fokusere på deres ydre karriere – vi skal også fokusere på deres indre karriere. Og hvis vi også skal tage den på den akademiske facon, lyder min intention således:
I undervisningens didaktiske overvejelser skal vi huske at kombinere den diskursive læringsform med den æstetiske læringsform, for derved vil læringen ske i samspil med elevens livspraktiske erfaringer (livshistorie), hvilket styrker individets selvfortælling og bevirker en positiv og meningsfuld identitetsskabelse.
Og ikke nok med det, når disse 2 læringsformer kombineres, så får de unge fat i deres drømme og lærer deres personlige og faglige kvaliteter at kende. Og så venter de faktisk ikke på, at universitetet er færdigt eller samfundet giver dem et job, nej så skaber de det selv!
Kærligst Gry